Kan man bruge “ekstrakt” fra pil til at få bedre roddannelse på sine stiklinger? Nogle gange kaldet pilevand eller på engelsk willow water. Det korte svar: Det virker ikke.
Hortonomen C.E. Hess introducerede idéen første gang i 1950’erne og den er siden blevet spredt vind omkring, især af folk der dyrker roser.
Man klipper friske grene af pil i små stykker, hælder kogende vand på og lader det trække i et døgns tid. Hypotetisk set skulle man så få en opløsning. Et slags naturligt roddannerhormon. Ens stiklinger dyppes i ekstraktet eller står flere timer før de stikkes.
Teorien bygger ofte på at pil er hurtigtvoksende, og man ved at lægge dem i blød kan trække noget af den voksekraft ud af dem. Grunden til at pil vokser så hurtigt ved vi i dag er fordi den selv fikserer kvælstof.
Auxiner og salicylsyre er ikke vandopløselige
Roddannerhormonet man sigter efter kaldes auxin. Auxinerne fra pil ville ikke kunne hjælpe på rodslåning, da de ikke er vandopløselige og derfor ikke bliver trukket ud ved at lægge pilegrene i blød.
En alternativ påstand er så at det skulle være salicylsyren, som findes i piletræers bark og som også bruges til acetylsalicylsyre som hovedpinepiller. Nogle går endda hele vejen og laver en opløsning på hovedpinepiller, som de så dypper deres stiklinger i!
Ingen evidens for at det skulle virke og salicylsyre er heller ikke særlig vandopløseligt.
Når påstanden er blevet videnskabeligt efterprøvet, kan man ikke rigtig vise nogen effekt. Resultaterne er endnu værre når de er hjemmelavede.
Det der gør en forskel
Hvad gør man så i stedet for at bruge pil? Man orienterer sig efter de ting, der gør en forskel: Temperatur, fugt og stiklingetype.
Alle stiklinger skal være i et fugtigt miljø for at sætte rødder. Hvis de har blade på, skal luften omkring dem også være fugtig. De fleste planter har en optimal temperatur, hvor de slår rod. Nogle planter er svære at tage stiklinger fra, fordi de kræver høje temperaturer og uden kunstig bundvarme i ens stikkebed betyder det som regel at man tager stiklingen på et tidspunkt af året, hvor stiklingen har blade på og derfor hurtigt udtørrer uden rødder. Det gør også en forskel om man tager vedagtige stiklinger (vinterstiklinger), urteagtige stiklinger tidligt på sæsonen eller halvmodne stiklinger (typisk om sommeren, når veddet begynder at afmodne). Hver art er lidt forskellig og hvis det ikke virker, når man prøver sig frem, må man lære plantens stiklingeformering lidt bedre at kende.
For kilder og mere info om myten foroven, læs ph.d. i hortonomi, Jeff Gilman: The truth about garden remedies, s. 97.
For en god bog om stiklingeformering, se fx Planteformering af Allan Toogood eller Planteskolebogen af Brander, Eriksen og Thejsen
Det korte af det lange: Jorden forsures ikke af at dækkes med fyrrenåle eller flis fra nåletræer.
Det lange: Myten om at bestemte typer jorddækning skulle forsure jorden er som så mange andre havemyter vedholdende. I det østlige Danmark, hvor jorden ofte er udpræget basisk pga. kalkholdig undergrund, bruger haveejere en masse krudt på at lægge fyrrenåle, afklip fra grantræer og egeblade under deres blåbærbuske i troen om at det forsurer jorden.
Man kan forstå logikken: Min jord er basisk, og jeg vil gerne dyrke planter der trives i sur jord. Så tilføjer jeg bare noget der er surt.
Det første spørgsmål der rejser sig: Er gran- og fyrrenåle sure? Friske nåle er rigtig nok sure, målt i laboratoriet. Ikke meget, men en smule. Når de er gamle og klar til at falde fra træet er de endnu mindre sure, kun lige netop i den sure ende. Efter et par dage på jorden, mister de al deres surhed. De brune fyrrenåle er slet ikke sure.
Okay, siger du, men jeg bruger udelukkende friske fyrrenåle og har tænkt mig at bruge læssevis over flere år. Så vil det virke! Logikken er bedre, men nej, heller ikke. Forskere har faktisk undersøgt netop det scenarie og samlede jordprøver under 50 år gamle fyrtræer og sammenlignede med prøver tæt ved, hvor fyrtræer ikke havde vokset i samme tid. pH-værdien var den samme. Det hele kommer an på proportionerne – mængden jord vs mængden nåleflis. Du kan sammenligne det med at have en stor gryde med kogende vand og så tilføje en dråbe isvand. Så praktisk set nul effekt.
Men jorden er jo næsten altid sur, der hvor nåletræer vokser? Ja, men det er et klassisk eksempel på omvendt årsag-virkning. Det er fordi nåletræer foretrækker sur jord. Det er ikke nåletræerne, der gør jorden sur.
Den gode nyhed er at du kan bruge gran- og fyrrenåle samt flis fra nåletræer alle steder i haven. Jorddækning med groft granisk materiale er en af de bedste ting du kan gøre for dine beplantninger, bl.a. øger det indholdet af mykorrhizasvampe. Vi er de første til at slå til, når naboen skiller sig af med bunker af flisede grantræer (“fordi de forsurer jorden”).
Grunden til at jorden bliver sur er primært nedbør. Regnvand er let surt og har normalt pH på mellem 5.5 og 6. Syreregn forstærker dette fx ved svovlsyre. Tænk på det: Det har regnet i tusinder af år på den jord, hvor vores planteskole ligger i dag, og alligevel har det ikke rykket meget ved at jorden er basisk. Jordbundens påvirkning er massiv. Sure jorde er ofte mere sandede og kalken kan derfor udvaskes over tid, så jorden kan få lov til at forsures.
Omsætning af organiske materialer er også en af de faktorer der gør jorden sur. Omsætningen danner huminsyre. Når planter vokser, udskiller rødderne kulsyre (H2CO3), der spaltes og giver overvægt af H+ og jorden bliver surere. Planterødder og jordmikrobers stofskifte udskiller kuldioxid, der sammen med vand omdannes til kulsyre.
Hvis man dyrker på jord med kalkholdig undergrund som os her i Østdanmark, så er alle disse ting dråber i havet. Uanset hvilken undergrund der er på plads, så påvirker den konstant jorden til at have den pH den har.
I vores eget livs tidsperspektiv, så har vi den jord, vi har.
Vores anbefaling er at dyrke vores haver med det som udgangspunkt.
Jeg ved ikke om jeg stadig stoler på det I siger. Stol ikke på os. Vi er bare en planteskole. Stol på professor Linda Chalker-Scott der har lavet adskillige videnskabelige litteraturreviews på emnet jorddækning. Her er et citat derfra:
Organic mulches such as wood chips and bark are thought by some to be soil acidifiers. No scientific research supports this, and in fact studies refute this perception. One study found neither pine bark nor pine needles had any affect on soil pH (51). A second report (60) found bare soil to be more acidic than soil covered by inorganic mulch, and that shredded bark and wood chips were least acidifying of all treatments. Similarly, a year-long study found that the soils under organic mulches were either more alkaline or not affected by mulch treatment (100). (Chalker-Scott, 2007)
Kilder
Chalker-Scott, L. (2007). Impact of mulches on landscape plants and the environment—A review. Journal of Environmental Horticulture, 25(4), 239-249.
Når folk tænker på havearbejde, dukker der ofte billeder af at rode, grave og vende jorden op på nethinden. Viden indenfor især jordvidenskab og mykologi de sidste årtier tyder kraftigt på at vi burde stræbe efter at forstyrre jorden så lidt som muligt.
Tørken i sommeren 2018 gjorde denne nye viden endnu mere relevant og hver tørke der er kommet efterfølgende viser det samme. Gravefri jord har bl.a. to fordele. For det første holder jorden bedre på vandet. For det andet er det kun via en omlægning til mere gravefri jord at global opvarmning ikke bare kan bremses men rulles tilbage.
Da vi startede planteskolen for omkring ti år siden var det især for at afsøge afgrøder der ville kunne dyrkes i gravefrie haver og marker. Det ville have hjulpet os alle enormt meget at forstå disse ting for årtier tilbage. Det er ikke for sent at få bedre jordforbindelse og det næstbedste tidspunkt at sætte os ind i det er nu.
Hvorfor skal man grave så lidt som muligt i haven? For ikke at forstyrre svampene.
Symbiotiske svampe
Hvis du går en tur ud i skoven og vender på en gammel stub eller roder lidt i muldjorden, har du sikkert allerede set dem. Lange, hvide tråde der er for tynde til at være rødder, men som ikke desto mindre er intimt forbundet med planterødderne i jorden. Det er hyferne fra svampe kaldet ektomykorrhiza (ekto, ‘uden på’, myko, ‘svamp’, rhiza, ‘rødder’).
Da man først opdagede dette symbiotiske forhold mellem planter og svampe troede man at det var et særtilfælde, men nu ved vi at det snarere er reglen end undtagelsen, at planter er forbundet til en mykorrhiza-svamp. Det gælder især flerårige planter.
Fordele
Der er en række fordele ved det symbiotiske forhold med mykorrhizasvampe.
Mykorrhizasvampe lægger sig som en fin hinde omkring plantens rødder og breder sig ud i de små åbninger og porer i jorden, som planterødderne ikke selv kan nå. En slags mikroskopisk minedrift efter ellers utilgængelige mineraler, næringsstoffer og vand, som svampen sender videre til planten. Svampen udvider simpelthen plantens evne til at optage hvad den har brug for. I tilgift får svampen så kulhydrater fra planten.
Svampene kan have flere værter og planterne har også tit flere svampe tilnyttet, så mykorrhizasvampene udgør en transportforbindelse mellem planterne: De kan fx sende næringsstoffer fra visse planter til andre planter der har mere behov for dem.
Mykorrhizasvampene øger desuden jordens stabilitet ved at lime jordpartiklerne sammen, øger komposteringen af organisk materialer og sænker ph-værdien i rhizosfæren (zonen omkring planterødderne). Resultatet er at vand og næringsstoffer kan flyttes frem og tilbage i jorden langt bedre.
En af de primære mangler i næringsfattige eller basiske haver er fosfat, som er svært at optage for planters rødder, men som mykorrhiza kan fremme optagelsen af. Desuden øges plantens overlevelses- og etableringsevne; blad-, rod- og skudvækst; produktion af frugt og nødder, bedre optagelse af næringsstoffer i jorden, øget kvælstoffiksering hos de planter der kan dette, samt bedre modstandsdygtighed overfor parasitter og sygdomme.
Fik vi sagt, at mykorrhiza øger planters evne til at indoptage vand?
Alle havedyrkere vil have gavn af mykorrhiza i jorden. Den gode nyhed er at mange haver formentlig allerede har dem: de er nemlig naturligt forekommende.
Den dårlige nyhed er, at de forsvinder så snart vi vender og graver i jorden.
En køkkenhave der vendes eller mark der pløjes hvert forår indeholder nul mykorrhiza. Ekstreme vejrfænomener som sommertørken i 2018 har afsløret hvor skrøbelig denne gravning og pløjning har gjort vores jorde.
En af de få undtagelser fra den dårlige høst i tørken var den danske druehøst. Hvorfor? Bl.a. fordi vi her har at gøre med flerårige afgrøder: planter med større rodsystemer, der kan udnytte det lille nedbør der findes eller kan tilgå dybere vandmagasiner i jorden. Og som uden tvivl har gavn af de symbiotiske mykorrhiza som kan vinde indpas fordi jorden ikke vendes og pløjes.
Myte: Skal man købe mykorrhiza? (Nej)
Hvordan kan man så sørge for at få mykorrhiza i sin jord? Svaret er simpelthen: Lad være med at vende og grave i jorden. Så kommer de helt af sig selv.
Visse kunne måske finde på at tilføre sin jord eller kompost mykorrhizasporer, for at fremme dette symbiotiske forhold. De senere år forsøger en række virksomheder da også at markedsføre sådanne jordforbedringsprodukter så som Bio Plante Aktivator / Mycoplant eller Chaos Fungorum.
Nogle planteskoler prakker deres kunden den slags produkter på og ridder dermed på en bølge af fascination over svampene. Men vores viden om mykorrhiza fortæller os, at det i bedste fald er spild af penge og energi at tilføre det til jorden. Produkterne er lidt noget humbug, sorry!
Sund jord indeholder naturligt store mængder mykorrhiza-sporer, der automatisk aktiveres når der er de rigtige fugtighedsforhold og planterødder tilstede, som af sig selv sender signaler til at indgå symbiose.
Hvordan vi ruller global opvarmning tilbage
De seneste år er en ny teori ved at vinde frem, der peger på en afgørende rolle som mykorrhiza spiller i at lagre atmosfærisk kulstof i jorden. Det betyder, at en væsentlig del af de drivhusgasser som planter indleder fra atmosfæren kan bindes og holdes nede i jorden takket være de symbiotiske svampe.
De sidste mange årtiers miljøbevægelse har nærmest udelukkende koncentreret sig om at begrænse udledningen af drivhusgasser. Det er den øgede udledning der forårsager global opvarmning og den tørke, oversvømmelser og skovbrande vi ser i dag. Lige så vigtigt er det at fokusere på indledningen af drivhusgasser, dvs. binde de drivhusgasser, som allerede er oppe i atmosfæren, i jord eller planter.
Den eneste måde man praktisk kan indlede CO2 på er via planter. Fotosyntese består som bekendt i at omdanne atmosfærisk CO2 til kulstof (C), som er en af byggestenene i al plantemateriale, samt ilt (O), som dyr og andre levende væsner så har gavn af.
Jo mere mykorrhiza der er i jorden, desto bedre indleder planterne atmosfærisk CO2 og gemmer det i jorden.
Hver gang vi vender og graver i jorden, slipper der drivhusgasser op i atmosfæren.
Jo dybere og permanente planterødder vi kan fremdyrke, desto mere kulstof kan vi lagre i jorden. Det kan kun lade sig gøre, hvis vi lader være med at forstyrre jorden. Vi anbefaler derfor en måde at dyrke have på, der bygger på en etablingsfase, hvor der graves en lille smule, og en vedligeholdelsesfase, hvor der stort set ikke rodes i jorden.
Flerårige afgrøder gør det muligt at have en gravefri dyrkningsflade. Vi tror at det har en vigtig rolle at spille i vores fødevaresystems fremtid.
