Spiselige tjørn (Crataegus)

160-180 cm, 550 kr.

Storfrugtede arter af tjørn med mere smagfulde bær og nogle af de letteste frugttræer at dyrke.

De hjemmehørende hvidtjørne er måske spiselige, men ikke noget at skrive hjem om og i det store og hele er der er langt bedre frugter at dyrke. Men tjørneslægten er stor og med godt 100-200 arter fordelt rundt i hele det tempererede bælte er der heldigvis flere med langt mere interessante frugter – mange af dem større og visse af dem er helt igennem delikate og konkurrerer let med vores almindelige dyrkede afgrøder.

Der findes ikke mange frugtavlere, der specialiserer sig i Hvidtjørn og de fleste gode spisetjørn er bare rene arter uden sortsnavn. Det er en frugt der har fremragende avlspotentiale og er desuden en af de letteste planter at dyrke, derved at den tolererer de fleste placeringer og betingelser. De foretrækker veldrænet, fugtig jord, men selv våd jord om vinteren og tung lerjord står de ud med. De er tilpasningsdygtige bytræer. Faktisk har man netop podet andre frugter på grundstamme af tjørn af disse grunde.

Vi har opstøvet nogle af de mest lovende og de næste år vil der komme flere velsmagende arter og sorter til. Vi lægger ud med en begrænset mængde af én art.

Arnold-tjørn (Crataegus submollis var. arnoldiana)

Bliver omkring 6-7,5 m højt men sjældent at se individer der er højere end 4,5 meter. En af tjørnesamleren Ken Ferns favoritter med op til kirsebærstore frugter på omkring 2 cm med sød smag og blødt, saftigt men stadig lidt melet frugtkød. Let at dyrke som andre tjørn, men trives ikke i våde jorde.

Har ikke noget etableret dansk navn og de få træer der er at finde i landet er formentlig kommet udlands fra. Udbredelsesområdet er det nordøstlige Nordamerika, bl.a. Quebec, men varianten kendes fra Arnold-arboretet, der har givet den navnet.

Top