80-115cm, 250,-
En mærkeligt overset pektinholdig frugt med en floral og syrlig smag der minder om roser, havtorn og stikkelsbær. Fremragende til syltetøj og lemonade.
Japankvæde har længe været værdsat som prydbusk, mens dens frugter er lidt af en velbevaret hemmelighed. De giver en fin, syrlig floral marmelade blandet med fx stikkelsbær og ribs og der behøves ikke tilsættes pektin. En meget forfriskende lemonade kan laves ved at blende frugtkød og sigte pulpen fra. Frugten er moden, når skallen er helt gul, den bliver en smule fed og dufter kraftigt. Rig på kerner, men udkernes let ved at skære den i kvarter og slå dem ud med en teske. Frugtkøddet bliver ikke brunt ved oxidering som mange andre frugter. Kan opbevares fint hvis koldt og ikke for tørt.
En langlivet busk der tåler kraftig beskæring – fx er den et yndet bonsaitræ i Japan. Meget smuk blomstring og da knopdvalen er kort, kan man faktisk klippe grene af og tage indenfor til blomstring allerede ved jul, hvilket er lidt af et særsyn.
Dyrkning. Trives i veldrænet, dyb og muldrig jord. Kan vokse i halvskygge, men har brug for en del sol for at kunne få blomster og moden frugt. Bærer mange frugter og har godt af at gødes. Ligesom æble er japankvæde primært fremmedbestøvende, dvs. at frugtsætningen vil fremmes af krydsbestøvning. Blomstrer langt ind i sommeren i overflod og kan høstes i september. Langt mindre ramt af sygdomme end den kvæde vi ellers kender. Kræver regelmæssig jorddækning eller lavt bunddække for at klare sig godt, vi har fx held med fredløs.
Kaldes ikke rosenkvæde i Danmark endnu, men det gør den i Sverige og det synes vi nu er et mere passende navn (fx stammer ikke alle Chaenomeles fra Japan).
Sorter:
Cido
Store, gule rosenkvæder. Modsat mange andre sorter på markedet, er denne forædlet for sine frugter og anvendelighed i køkkenet. Blomstrer orangerødt i maj-juni og modner september-oktober. Tornfri til næsten tornfri. Lettisk sort.
Lille rosenkvæde (uden sortsnavn)
Arten (C. japonica) er stadig udmærket til frugt og bedre end de fleste af prydsorterne. Hjælper desuden Cido med bedre frugtsætning, når den krydsbestøver.