Havesyre (Rumex acetosa)

Plante 45
Frø 28

Frisk  og syrlig, tydelig citronsmag. En meget let dyrket plante og alsidig flerårig grøntsag, der dukker op som noget af det tidligste på foråret.

Før indførelsen af citron i det nordlige køkken, blev havesyre brugt til at stramme retter op med sin syrlige friskhed. Og det kan den stadig gøre i dag. En alsidig grøntsag der kan bruges i varme retter samt rå i salater. Kan fx hakkes fint eller puréres og blandes i gryde- og panderetter eller sovser lige inden servering. I det østeuropæiske køkken laver man en grøn borsch eller shchi lavet på havesyre – i Sønderjylland kendes en lignende ret som “suramsuppe”. En af vores favoritter er pandestegte pibeløg med havesyre og grønne ærter blancheret i sennep-youghurt. Planten indgår i slægten skræpper (Rumex), der er geografisk vidt udbredt og er derfor også at finde i mange køkkener: i balkans börek, i indiske dhal og vietnamesiske bánh xèo. Syrligheden kommer fra  oxalsyre, og råt skal den derfor lige som rabarber indtages med måde. Varmebehandling opløser en del af oxalsyren.

Dyrkning. Letdyrket og langlivet, faktisk så let dyrket at dette er et godt bud på en sikker vinder til nybegyndere i haven. Bladene bliver bedst i fugtig jord i halvskygge, men  planten tolererer de fleste placeringer. Danner hurtigt en klump og får dybe rødder. Blomsterstængler kan skæres ned, så energien igen går til at producere blade. Dette kan også gøres i løbet af sommeren, hvis bladene for kedelige eller sammensnerpende, hvorefter den vil skyde på ny med spæde blade.

Dens fulde navn er Bredbladet Havesyre og den kaldes også Almindelig Syre.

Vi har to sorter der begge har mindre garvesyre end arter samt brede, mere helgrønne blade. Frøene kommer fra Belleville.

de Belleville

Fremavlet i Frankrig med til tider meget store blade, helt sarte i konsistensen.

Profusion

Amerikansk sort der ikke går i stok, hvilket vil sige at planten bliver ved med at producere blade om sommeren, mens de andre havesyrer bruger al krudtet på frø.

Kategori: flerårig grøntsag, hjemmehørende
Top