Peberrod (Armoracia rusticana)

De spæde blade er gode både rå og tilberedte, med en frisk og skarp sennepssmag, meget mildere end roden, og et godt bid.
En stor og frodig plante, der bunddækker udmærket.
Blomsterskud af peberrod er fremragende og kan spises i alle stadier, men især mens de stadig er knopper (midten af billedet)
Stangpeberroden er den man typisk bruger som kondiment og siderødderne kan efterfølgende sættes i jorden igen, hvis man vil være sikker på at planten kommer igen. Som regel brækkes nogle af rødderne selv af og spirer sæsonen efter.

1L potte 65,-

Peberrod er et kendt krydderi og kondiment, men dens helt unge blade og blomsterskud gør den faktisk til en udmærket flerårig grøntsag.

Klumpende staude, der bliver 50-100 cm høj og får dybe, tykke rødder. Dukker tidligt op i foråret med en bladroset og det er her man kan høste de spæde blade, langt før årets såning af diverse kålplanter er kommet igang. Bladene har en skarp sennepsaroma, men meget mildere end roden og med noget hen af rosenkål med lidt bitterhed. Senere bliver bladene op til 1 meter lange og planten ligner en slags enorm og frodig skræppe. Ifølge etioleringsmesteren Stephen Barstow, skulle de blegede forårsskud være endnu mere smagfulde drevet op med en krukke eller spand over sig.

Med blomsterstanden bliver den 1,5 m høj med umiskendeligt hvide og duftende korsblomster. Blomsterskuddene er i sig selv en fremragende afgrøde. Endelig kan man selvfølgelig grave hovedroden op, den så kaldte stangpeberrod, og bruge den friskrevet til sidst i varme retter eller vendt ned i noget creme fraiche eller græsk yoghurt. Især godt med rodfrugter, kål, æble, grillet skinket, æg m.m.

I spøg kalder man nogle gange peberrod for ”nordisk wasabi”, på grund af deres lignende smagsegenskaber. Men i dag laves wasabi faktisk som regel på peberrod, fordi den ægte wasabi-plante (Wasabia japonica) er så vanskelig at dyrke. Der tilsættes lidt sennepsmel og grøn farve, wupti. I Japan kaldes peberrod ligefrem for seiyōwasabi, vestlig wasabi.

Dyrkning

Hvordan dyrker man den så? Jamen, den dyrker næsten sig selv, dvs. den er nem, robust og bunddækker godt. Bedst i luftig, fugtig og næringsrig jord, hvis man vil have gode rødder. For blade og blomsterskud vokser planten fint også mere tørt, tungt og halvskygget.

Det siges ofte at planten kan blive “invasiv”, men det siger man snart om alle planter, der ikke til fulde respekterer menneskenes grænser. Man kan med fordel lade være med at plante den i et bed, der graves andet end for at høste roden, da dens afhakkede rødder let spirer (hvilket er en fordel for at dyrke den flerårigt). Kun meget få peberrodsplanter sætter spiredygtige frø. Vi har selv peberrod plantet i ideelle vækstbetingelser (vandholdig engjord) og det er til at overse, hvordan den breder sig. I øvrigt betragtes arten som uddød i sit oprindelige område og findes nu kun forvildet og i kultur. Hvis du synes, du får lidt for mange planter efter nogle år, hvad med at sætte en murerspand over planten tidligt på foråret? Så svækker du planten og får samtidig produceret lækre og lange, afblegede forårsskud til køkkenet.

I kålfamilien er peberrod tættest beslægtet med bl.a. engkarse, vinterkarse og brøndkarse. Den peberrod vi sælger er uden sortsnavn. Ligger du inde med en gammel landrace eller klon, især med forbedret bladkvalitet (hvilket man så vidt vi ved ikke har forædlet for), tager vi gerne imod en aflægger.

kategori: Krydderi, bunddække, spiselige blomster, bladgrønt