potte 45
frø 28
Vintergrøn salatplante med mild smag af agurkeskræl.
De unge blade har en fin smag af agurkeskal med et strejf af nødder. Egner sig som mildt indslag i salater, kolde sommerdrinks, i grønne sovser og dressing, marinader og kryddersmør. Kønne som pynt eller garniture. En af vores favoritter blandt bladgrønten. Bibernelle kendes også som Kvæsurt.
Bibernelle kan høstes, når der næsten ikke er andet spiseligt i haven – nemlig i vintertiden, når det ikke er frostvejr, og i det meget tidlige forår.
Bladkvalitet er bedst i fugtige placeringer og inden de bliver for grove. Brug ældre blade tilberedt i supper, varme sovser, simreretter og stuvninger etc. Vil man kunne plukke af den hele sommeren igennem, kan man med fordel løbende fjerne blomsterstanden, så planten i stedet bruger energien vegetativt.
I frostvejr folder bladene sig en smule sammen, men så snart det tør, rejser de sig straks igen friske. I milde vintre og det meget tidlige forår sætter bibernelle nye skud og man kan ofte høste af planten vinteren igennem.
I England bruger man Salat burnet, som bibernelle kaldes dér, i sandwiches, hvor den giver agurkesmag uden agurkens tendens til at sjaske sandwichen til. I Hessen findes der en berømt kold, grøn sovs eller dressing kaldet Frankfurter Grüne Soße, der laves på creme fraiche, hakket kogt æg og syv forskellige slags hakkede urter: havesyre, purløg, karse, hjulkrone, persille, kørvel og ikke mindst bibernelle.
Klumpdannende plante der bliver ca. 30 cm høj, mens de lette blomsterstængler bliver ca. 50 cm høje.
Dyrkning. Nem og hårdfør plante, der trives i sol eller let skygge på en let og veldrænet jord – tolererer dog for det meste også tør og sandet jord.